Er PrinterGuys konkurrencedygtige, når kopisælgerens tilbud er billigere?

Er PrinterGuys virkelig konkurrencedygtige, når kopisælgerens tilbud har nogle lavere priser på kopimaskinen? Ja, meget endda. Prøv at læse det med småt i leasingaftalen.

Det hænder, at potentielle kunder ringer til os for at snakke prisen på plads, inden de bestiller.

De fleste sidder nemlig med et tilbud fra en kopisælger, der viser en lavere sidepris end hos PrinterGuys. Al respekt for det, for vi skal bestemt være konkurrencedygtige, men lad os lige sammenligne pærer med pærer og bananer med bananer.

Lad mig give et eksempel fra den anden dag på en leasingaftale på en kopimaskine magen til vores (andet mærke men med helt samme specifikationer).

Heldigvis fik jeg lov til at gennemgå leasingaftalen sammen med kunden, INDEN han skrev den under (og nej, det gjorde han ikke, efter han opdagede, hvad den i virkeligheden indeholdt).

Leasingaftalen bestod af en næsten tilsvarende månedlig pris for leasingen, men en noget lavere sidepris. Så det var tilsyneladende et rigtig godt tilbud. Men ved gennemlæsning af betingelserne, så indeholdt den også følgende ekstraudgifter:

– Oprettelse af leasingkontrakt: 1.000 kr.

Indexregulering med minimum 5 procent om året – det giver altså 20 procent på alle dine omkostninger om fem år!

Administrationsgebyr på 75 kr./kvartal

Miljøafgift: 27,50 kr./måned

Fragt på tonere: 95 kr./forsendelse

Mulighed for miljømæssig forsvarlig bortskaffelse af brugte tonere på 100 kr./måned. (Det har PrinterGuys selvfølgelig automatisk på alle vores kopimaskiner, uden at du skal tilvælge det og betale ekstra).

Ved en simpel udregning på de skjulte udgifter på denne leasingaftale så udgjorde disse gebyrer og afgifter i kundens tilfælde over 21.000 kr. + moms over de næste 60 måneder. Det er 350 kr. ekstra om måneden!

For slet ikke at tænke på de grimme bindinger, der ligger i sådan en aftale. Tænk på, hvad de vil koste, hvis du glemmer dem…

Og så kommer de sædvanlige punkter, hvor kopisælgeren har virkelig nemt ved at tjene store penge hos den uopmærksomme kunde:

– Kunden skal selv huske at opsige leasingaftalen senest tre eller seks måneder inden udløb af de 60 måneder, ellers fortsætter den i 12 nye og uopsigelige måneder. Tænk lige på, at maskinen er afskrevet, og så betaler du et år mere på noget, som er værdiløst.

– Hvis kunden vælger at indfri leasingaftalen, før den er slut, og betale restgælden, så fortsætter serviceaftalen med mindst seks eller 12 måneders opsigelsesvarsel til udløb af de 60 måneder (og endnu 12 måneder, hvis du glemmer det).

Den såkaldte serviceaftale indeholder ikke forbrugsrelaterede dele, selvom kunden afregnes per side. Serviceaftalen er i virkeligheden bare en kontrakt på, at kunden er forpligtet til at bruge kopifirmaet til at få serviceret maskinen mod betaling. Og du kan være sikker på, at de servicepriser nok ikke er for sarte sjæle, for kunden har ikke noget alternativ uden at misligholde serviceaftalen!

– Og så er der lige et antal sider hver måned, som kunden er forpligtet til at betale for – uanset om de printes eller ej.

Med andre ord: Vi er altid konkurrencedygtige på prisen. Og husk, at en leasingpris (som i dette tilfælde) er cirka 60 procent højere end den pris, du bliver forblændet af, når du ser tilbuddet fra kopisælgeren. Og jo, sideprisen var umiddelbart lavere i leasingaftalen, hvis altså kunden får printet præcis de sider, som aftalen binder ham til at betale for.