Mød OwnerGuy Carsten

Vi giver løbende et indblik i hverdagen hos vores dygtige medarbejdere, som tager sig af kundeservice, levering, installering, service, reparation og afregning af kopimaskinerne. For selvom vi er en onlinebaseret virksomhed, ønsker vi at kende vores kunder – og at I skal kende os.

Her kan du møde 46-årige Carsten Andersen, der står bag PrinterGuys.

Han var kun 19 år gammel, da han startede sit eget IT-firma. Her hjalp han sine medstuderende på ingeniørstudiet med at bygge computere fra bunden.

Siden 2002 har Carsten drevet moderselskabet PrintWise A/S, der vedligeholder og reparerer printere, plottere og kopimaskiner. Her udsprang idéen til PrinterGuys – den første virksomhed i Danmark, som vender hele kopibranchen på hovedet til fordel for kunderne.

”Vi giver kunderne friheden tilbage. Så enkelt kan det vel siges. Hos os har kunderne nemlig mulighed for at leje kopimaskiner på fair vilkår. Vi har ingen bindingstid, og kopimaskinen kan opsiges fra dag til dag. Vi tilpasser os virksomhedernes behov. Og så skal vores kunder selvfølgelig også kun betale for de sider, de rent faktisk printer,” fortæller han.

Der er ingen fine direktørfornemmelser hos Carsten. Selv kalder han sig for OwnerGuy, og det går meget fint i spænd med hans ønske om, at det skal være sjovt og uhøjtideligt at gå på arbejde.

”Jeg ser PrinterGuys som én stor familie, hvor vi hjælper og har respekt for hinanden. Vi griner rigtig meget hver dag, og det er vigtigt for mig,” siger han.

Carsten er lidt af en nørd i ordets positive forstand. Han kan fx huske mere end 1.000 varenumre i hovedet – både virksomhedens egne og alle leverandørers.

Privat bor han med sin kone og tre børn i Greve tæt på Karlslunde, hvor PrinterGuys har domicil.

I sin fritid dyrker Carsten sin store interesse for fly og biler, og han er både medlem af DC-3 Vennerne og BMW Club Danmark. For nylig så han bl.a. Kronborg fra oven i et af de gamle DC-3 fly.